Grundlæggende Symbologi

These static pages are generated for the benefit of Google searches (Google doesn't always index sites with dynamic content properly). Please visit the real, 100% updated article at the main site.

by: Hr. Vad

En af de ting ved satanisme, som synes at optage folk, er symbolerne, tegningerne og de andre grafiske repræsentationer. Som andre religioner har satanismen naturligvis dens egne symboler, og de repræsenterer centrale koncepter i religionen, eller man kunne kalde det abstraktioner over daglidagens fænomener, som forenes og refereres til ved hjælp af symbolet. Det centrale symbol i satanismen er pentagrammet, en femtakket stjerne med to takker opad og tre nedad; eller som nogle foretrækker at beskrive den: "Een tak ned, to opad" for at betone den rodfæstelse i virkeligheden, som symbolet er udtryk for. Imidlertid er der nærmest ingen grænse for, hvilke symboler der formodes at være satanistiske eller på en eller anden måde signalere noget i den retning. Denne artikel dækker kun de allermest almindelige..

Der er allerede megen litteratur, som beskriver satanistiske symboler. For ikke at virke redundant er der her taget en anden ingangsvinkel, som forsøger at beskrive diverse symbolers oprindelse i Tantrisk/Hinduistisk tradition. Denne tradition kan dateres tilbage til langt før år 3000 f.Kr., og dette giver den interessante observation, at den "sataniske" filosofi rent faktisk ikke har noget med kristendommen at gøre (De Mørke Doktriner eller den Mørke Tradition er den samme ide gennem historien på flere forskellige steder). Der er taget udgangspunkt i bogen Hindu Polytheism (1964) af Alain Danielou på Routledge & Kegan Paul. (et standardværk nyligt genudgivet som The Myths and Gods of India, Bollinger Book Foundation).

Pentagrammet.

Dette symbol er ikke afbilledet i Danielous bog -- åbenbart formodes læseren automatisk at vide, hvordan denne stjerne ser ud! Danielou skriver (p. 353):

Takkerne på et pentagram kaldes også "pent-alpha." Knyt hånden og stræk pege- og langefinger ud og du har en pent-alpha. Et pentagram kan teknisk set tegnes af 3 pent-alphas.

Man observerer også, hvordan dette symbol er knyttet til kødets lyst og kærligheden. Disse er afgjort vigtige bestanddele i satanismen, men ligeså er ødelæggelsen, og dette kan virke paradoksalt på mange, som er vant til, at guden enten er "god" eller "ond" på den lidt simple måde, som det er illustreret i mange religioner. Men disse hinduer er ikke dualister, og derfor ser de ingen problemer ved, at en kraft både kan være skabende og nedbrydende.

Interesserede læsere kan henvises til Phil Marsh's artikel "Light Forces the Dark Force, but not Dark Forces," hvor den mørke kraft i naturen beskrives. Satanister identificerer denne kraft med Satan, som også har mange ligheder med det videnskabelige begreb entropi; entropien er et slags fodspor fra den skjulte, bagvedliggende ting. Entropi er netop kendetegnet ved den dobbelte rolle som den gennemtrængende, motiverende kraft i universet, manifesteret hos levende væsener som lyst og glæde. Samtidig er et aspekt af entropien også destruktivt, for ganske som livet opstår, forgår det også. Men det er dette destruktive aspekt – hvor naturligt det end er – som mange dualistiske religioner er bange for og ikke forstår. De kristne har altid identificeret denne kraft med "Satan".

I Tani Jantsangs artikler Tantra, Kaballa og Taoism beskrives en anden betydning af pentagrammet. Her påpeges det, at den ene tak nedad repræsenterer et menneske med fundamentet i orden -- begreber som vi kender som det at have jordforbindelse eller begge fødder solidt plantet i jorden. Ser man efter, antager den midterste pentagon (femkantede figur) i stjernen et hus. Pentagrammet tegner således et "hus med fundamentet i orden" (modsat et hus, der står på hovedet, som i pentagrammet med een tak op, to ned). Den fortolkning er hovedsageligt Pythagoræisk/Hellensk, og "hus" bruges i en metaforisk forstand til at omtale flere forskellige forhold ved det enkelte menneske.

Svastikaen -- også kaldet hagekorset.

Dette symbol er bedst kendt pga. Adolf Hitlers brug af det, hvilket i vestlige sammenhænge har gjort det næsten umuligt at anvende svastikaen uden at blive kaldt nazist (trods det at Dalai Lamas oprindelige klædedragter faktisk har svastikaer på sig). Før jeg researchede denne artikel, var jeg aldrig stødt på Svastikaen som satanistisk symbol. Imidlertid havde svastikaen i sin oprindleige, østerlandske form meget lidt med nazisme at gøre -- men på sin vis kunne det både være et kristent og satanisk symbol. Men pga. de politiske hændelser i Tyskland under Anden Verdenskrig er Svastikaen i dag kun meget sjældent forekommende som symbol for andet end nazismen. Danielou skriver (p. 353):

I Danielous version er den "sataniske svastika", som repræsenterer venstrehåndsvejen (tantrisk), tegnet med nedenstående hager:

Tantrisk svastika, venstrehåndsvej, "satanisk".

Således skal hagerne ses som "fartstriber," og havde det været et tandhjul virker det også logisk, at bevægelsesretningen er venstre om. Jens Laigaard (Satanisme, Borgen) har en anden opfattelse, hvor han mener, at det drejer sig om, at hagerne skal pege mod venstre (imidlertid angiver han ikke en kilde for denne opfattelse, og derfor må den anses for meget tvivlsom).

Satanister betegner sig ofte som vandrere på venstrehåndsvejen, og derfor er det med en vis ret, at svastikaen kaldes for satanistisk. Imidlertid mistænker jeg mange forfattere for udelukkende at nævne svastikaen som "satanisk symbol" for at kaste et dårligt lys over satanismen ved at knytte den til nazismen (der er som sagt ikke nogen satanister, der selv bruger symbolet til noget). De nævner fx. aldrig, at en svastika, med de modsatte hager, rent teknisk ville være kristent, dvs. af højrehåndsvejen! Skal der være logik i tingene bliver man nødt til også at anerkende svastikaen som et kristent symbol, men skulle de kristne nære modvilje mod dette, kan de sikkert også forstå satanisternes modvilje mod samme.

Vedisk svastika, højrehåndsvej, "kristen".

Det er vigtigt at bemærke, at svastikaen universelt (altså i Østen) blev anset for at være et lykkebringende tegn, fx. har folk nævnt, hvorledes de bemærkede, at Dalai Lama, da han først kom til USA, havde begge typer af svastika på sine klæder!

Svastikaen findes også som en gammel nordisk rune, og blev af disse folk opfattet som et sol-symbol, men der er grund til at tro, at det hinduistiske symbol gik forud for dette, og sandsynligvis har det nordiske symbol oprindelse i netop de hinduistiske/tantriske traditioner. Beskrivelsen af den nordiske mytologis svastika ligger uden for denne artikel, men meget tyder på, at Hitler var inspireret af netop denne "nordiske svastika", oog noget tyder på, at Hitler var uvidende mht. dens oprindelige, østlige betydning!

Danielou skriver om venstre- og højrehåndsvejen (p. 382f):

For satanisten er meget af ovenstående sikkert selvforklarende, men der skal dog manes til forsigtighed på et punkt: Man kan ikke direkte oversætte ord som "the universal Being" til "Gud" i vestlig forstand. I sin inderste kerne er hinduistiske guder nærmere principper i naturen og kosmos. Derfor er der heller ikke noget "mystisk" ved fx. Rudra. Rudra er ikke en gud i Bibelsk forstand, jfr. eksempelvis Jehovah. På den vis er der megen overensstemmelse mellem satanisters opfattelse af "Satan" og østlige opfattelser af "guder": satanister anser Satan for at være en symbolsk repræsentation af noget naturligt forekommende (omend skjult), fx. entropi eller tyngdekraft, ikke som en "Gud i det høje". Derfor er disse religioner også ateistiske i deres natur, forudsat at guden, theos, skal have lighed med den kristne opfattelse af Gud for at kvalificere som teistisk og dermed en religion.

Videre illustration kan findes i Danielous beskrivelse af endnu et pentagram, det "kristne" pentagram, der vender på hovedet, en spids opad, to nedad, (p. 356):

Hvis man tager ordene bogstaveligt, er det nemt at se, at denne yantra har inspireret megen kristen tænkning. Blot dens navn, som betyder "Den, der fjerner Lysten" eller "Den, der fjerner Ønsket (eller Begæret)" er meget afslørende. Dette er jo netop et centralt punkt i kristent dogma. Kristne har fornægtet venstrehåndsvejen og dennes hyldest af jordisk eksistens og kødelighed. Kroppen og kødets lyst blev anset for noget beskidt eller nedrigt, eller syndigt, hvilket er det foretrukne kristne udtryk, og med denne opfattelse af syndighed i baggagen har de gjort meget for fx. at påføre deres disciple seksuel skyldfølelse.

Imidlertid er det meget betænkeligt at forstå denne yantra bogstaveligt, omend dette er hvad de kristne altid har gjort. Den kristne opfattelse af Højrehåndsvejen er dog en forvanskning af det østlige princip! Det bør man altid huske. "Desire", som betyder "lyst" eller "ønske" er ikke helt oversætteligt i mange vestlige sprog, som Tani Jantsang, der kulturelt er af østlig afstamning, har forsikret mig. Det betyder ikke, at man ikke må ønske noget eller have føle seksuel lyst. "Lyst" er nærmere en "villen være noget [andet end man er]". Som det også beskrives, kan mange følelser være besværlige, hvis ikke farlige, for mennesket, fx. kan blindt had formørke ens rationalitet. Når man nyder (på venstrehåndsvejen) undgår man tvangstanker og en perverteret og/eller farlig seksualitet. Visse magiske ritualer har endog til formål at fjerne tvangstanker og formørkende følelser fra sit sind, og disse er på sin vis "højrehåndstaktikker". Manglen på lyst betyder altså ikke, at man er en frygtelig kedelig træmand, men det betyder at man ikke har en unaturlig, besættende binding til ydre ting.

Det mest åbentlyse er her, at kristendommen ikke har forstået noget af disse østlige religioner. Det siger måske mest om de tidlige kristne: Nogle individer, som skammede sig over deres kroppe og eksistens. De må have været bange og seksuelt undertrykte individer, som ikke forstod kødets hemmeligheder (som om der var nogen). Ovennævnte yantra sagde ikke, at man skulle undertrykke sin krop og seksualitet på enhver tænkelig måde, ej heller sagde den, at man skulle stræbe mod at være følelseskolde/stoiske, hvilket faktisk er en essentiel kristen doktrin, som filosoffen Descartes formulerede til perfektion. Paradokset i kristendommen er, at de på den ene side har et gennemført kærlighedsbud, men på samme tid lægges kødet for had, men det er netop ud af dette kød -- og ikke noget abstrakt sjæleligt -- at kærligheden skal komme. Følelserne er ikke vore fjender -- kun når de tager magten over os.

Neurologen Antonio Damasio (Descartes' Error, Papermac, 1996 (MacMillan, 1994)) har bl.a. påvist, at et totalt fravær af følelser, dvs. en udpræget følelseskulde og seen bort fra ens kropslige behov og lyster, er rationalitetens fjende. Egentlig kan man sige, at Damasio har bevist det formålsnyttige i venstrehåndsvejen: Kødet kommer først, og tom spiritualitet er kun vejen til ulykke; eller som doktrinerne siger: lyset har fundament i mørket, og lyset alene uden mørket, er vej mod fortabelsen. Faktisk kunne noget tyde på, at vi endelig kan sige, at selv østlige praktikanter af højrehåndsvejen har fat i noget forkert -- i hvert fald de mere ekstreme.

Som sagt findes der adskillige symboler, som beskyldes for at være "satanistiske." Laigaard nævner hele tolv sådanne symboler. Personligt er jeg bekendt med "det omvendte kors," "pentagrammet," (og nu!) "svastikaen," "666" og "FFF".

Fra Satanisme af Jens Laiggaard.

Resten har jeg aldrig set, og har i hvert fald ikke anet, at de skulle være tilknyttet satanismen, men lidt research har overbevist mig om, at der måske kan være noget om snakken.

Et direkte besynderligt "satanisk" symbol er simpelthen en trekant, som formodes at kunne holde en dæmon indespærret. Hvad Laigaard her glemmer at nævne er, at trekanten højst sandsynlig repræsenterer Den Hellige Treenighed, der ligesom korset overfor vampyrer, har magten til at holde det fanget eller på afstand. Der findes dog også en anden fortolkning, men alt afhænger af konteksten her. En trekant kunne tænkes at repræsentere de første tre symboler i den kaballistiske Sephirot, eller Tetraktys, som Pythagoræerne kaldte den. De øverste tre punkter i Sephirot'en, Livets Træ, er Kether-OB, Binah og Hochmah, og de repræsenterer Kosmokrator, Den Store Arkitekt. Dette må ikke forveksles med "Skaberen" i kristen teologi, for der er ikke tale om en skabelse, men om en emanation, dvs. en udspringelse. Deraf også benævnelsen "Den Store Arkitekt", som hentyder, at der ikke er tale om skabelse, men nærmere en opførelse af det allerede eksisterende; ganske som entropi synes at forme stof og energi! En arkitekt skaber ikke en bygning, men udformer den. Det "sataniske" i dette symbol er altså, at det gør opmærksom på en alternativ opfattelse af "Skaberen" af universet. Faktisk er denne kaballistiske teori i høj grad overensstemmende med den opfattelse, som moderne fysik har af "The Big Bang", en essentiel emanationsteori. Dette knytter også klare bånd til visse dele af østlig religion og filosofi, fx. har hinduisme en typisk emanationsteori vedrørende universets tilblivelse. Tani Jantsangs artikler, som blev nævnt ovenfor, er stadig de bedste at konsultere for yderligere informationer vedrørende dette emne. Disse artikler indeholder også referencer til andre værker.

Et lignede symbol i Laigaards bog er hans første, som ligner en slags "papirengel" uden vinger, men med en halv-måne på hovedet (der ligner en appelsinbåd, der ligger på hovedet af denne person). Dette gøres til et satanistisk symbol, trods dette ikke er et symbol, der anvendes af ret mange satanister. Imidlertid skal denne figur fortolkes nogenlunde således: Figuren er ikke en "engel", men en kvindelig figur. Halv-månen er et stiliseret sæt af horn. To horn signalerer det samme som "Binah", dvs. den Mørke Kraft i Naturen: Satan. To horn symboliserer måske også Pentagrammet (Baphomet) som har to spidser pegende opad. Ydermere er denne figur feminin, hvilket betyder, at den symboliserer YIN, som er den mørke, feminine kraft. Igen er der her klare paralleller mellem ældgamle østlige religioner/filosofier og moderne satanistisk filosofi. De fleste teologer ved sandsynligvis noget af dette, men holder den slags "farlig" viden for sig selv.

"FFF" er ganske nuttet (F = nr. 6 i alfabetet, "FFF"="666" = Dyrets Nummer fra Johs. Åbenbaring), men tænk fx. over, at der er 6 bogstaver mellem bogstaverne H og O, og hvem siger altid 'HO HO HO'? Ja, det er korrekt: Julemanden må jo være Satan selv. (Noget tyder på, at han måske kunne være den ældre Dionysos, men lad nu det ligge :) )

Faktisk tyder meget på, at det er grupper som Dialogcentret i Århus og andre teologer, som har de største samlinger af okkulte, sataniske symboler! Jeg har også kendskab til en au pair pige, som af sin amerikanske plejefamilie blev beskyldt for at være satanist. Hendes "forbrydelse"? Hun sad i lyset af et af sine orange (eller var det røde) stearinlys og skrev til "Det Elektriske Barometer" på P4 i P1. Styg satanist! Jeg nævner disse lettere morsomme episoder, fordi der er en tendens til, blandt personer fra Dialogcentret o.a., til at se satanister over alt. De fleste satanister bruger pentagrammet, Baphomet, og til tider det omvendte kors, men i fremtiden kan man nok forvente, at også satanister bliver deres tradition og symbologi mere bekendt takket være bøger som Laigaards og information fra Dialogcentret.

Der findes andre symboler, og der er også adskillige versioner af det satanistiske pentagram, men disse er ikke behandlet her. Formålet har været at give en introduktion til nogle af de ældste og mest basale symboler i en kontekst, der går ud over kristendommens snævre vestlige synspunkter. Nogle yderst gode kilder til satanisk symbologi kan findes i Western Satanic Roots, parts I + II, Package of Satanic Doctrines, Tantra: the Dark Tradition og Kaballa: the Dark Tradition. Disse artikler kan skaffes fra Philip Marsh, find adresse og bestillingsinformation på min homepage.

Copyright 1999-2004 by Hr. Vad