Om ondskab i satanismen

by Hr. Vad

Der er megen tale om "ondskab" når satanismen bliver nævnt, og mange satanister taler bl.a. om at "dyrke ondskaben." Imidlertid er der alt for få, som overhovedet stiller det relevante spørgsmål "Der er megen tale om ondskab, men noget synes at antyde, at den satanistiske definition på dette begreb ikke stemmer overens med den kristne definition, så hvad er det egentlig for en ondskab, som satanismen taler om?"

Lad mig først slå en ting fast, inden jeg besvarer spørgsmålet. Vi satanister, Sat Tan-ister, er ikke onde og vi dyrker heller ikke ondskaben. De satanister, der går meget op i aktivt at "dyrke ondskaben" har intet med traditionerne på http://apodion.com/vad/ at gøre. Hele konceptet med God og Ond er med ikke-dualistens øjne endog en smule komisk.

Den kristne opfatter ofte satanister som mordere, tyve, voldsmænd og sadister, eftersom satanismen har en tendens til at blive koblet sammen med "ondskaben". Men selv i Anton LaVeys "Satan Bibel" repræsenterer Satan "de såkaldte kristne dødssynder", og disse synder er netop "onskaben" i kristen teologi. Det er disse dødssynder, som satanister dyrker, og som LaVey tilføjer, er det kendetegnende, at disse dødssynder er direkte kilder til nydelse, og samtidig behøver det ikke skade nogen at hengive sig til disse lyster/synder. Bemærk den kristne sidestillelse af kødets lyster og ondskab. Kødet er i kristen teologi noget, der tilhører Djævelen, hvorimod sjælen anses for noget nobelt og "rent." Kristne har ud fra denne opfattelse altid prøvet at afskære "sjælen, sind og tanker" fra "kroppen, kødet og dets lyster," og filosoffer som Descartes har formuleret denne doktrin til perfektion (dualisme).

Imidlertid anerkender satanismen menneskets kødelige lyster og værdsætter dem højere end "åndelige" foreteelser. Moderne neurologi har da også bevist, at hjernen er en del af kroppen og ikke omvendt; se bl.a. Antonio Damasio, Descartes' Error, Papermac, 1996 (MacMillan 1994), eller referer til almindelige medicinske opslagsværker. Naturlige dyr er optaget af deres kropslige tilstande, af mad, sex, berøring og sanselighed, men de kristne anser ikke disse essentielle drifter for værdifulde, og det er grunden til, at de altid har forsøgt at afskære dem fra deres eksistens. Når satanister taler om ondskab er det ofte med et ironisk glimt i øjet: Der tales om kristen, såkaldt ondskab. Satanister mener bestemt ikke at de er onde. Så ja, satanister dyrker afgjort ondskaben -- hvis dette er defineret som det at følge sine naturlige lyster. De hengiver sig til de kristne dødssynder, behager deres kroppe og lader kødets lyster lede dem. Dette er, jfr. gældende definitioner, ondt og nedrigt. Så når satanisten siger, at "ondskaben dyrkes" er dette et trick, der provokerer læseren til at overveje fornuften i de restriktive holdninger, som andrer ønsker at påtvinge dem..

En dødssynd er fx. hævn. Nogle satanister misforstår dyrkelsesmotivet her, og bringer sig selv i situationer, hvor det bliver nødvendigt for dem at hævne sig. Dette er ikke satanisme, men en primitiv, ulogisk holdning, der dybest set drejer sig om, at vedkommende har lyst til at legitimere, at han er en dumt svin. Der er selvfølgelig ikke nogen grund til at hævne sig, hvis der ikke er en uret at hævne. Således giver det ingen mening at bringe sig selv i en situation, hvor hævn er nødvendig, for så er der ikke tale om hævn, men en forvirret blanding af skabsmasochisme og sadisme. Man kan ikke hævne sig pga. ikke-eksisterende episoder. Et typisk eksempel på en ikke-eksisterende episode er den velkendte "festslagsbroders" udbrud: "Skal du være provokerende?" Som oftest er der ikke nogen forudgående provokation, som dette seksuelt/fysisk frustrerede "mandfolk" er blevet udsat for. Er der imidlertid en god grund til at hævne sig på en person bliver det naturligvis gjort hårdt, brutalt og uden fortrydelse eller medlidenhed -- for så vidt at hævnakten ikke skaber flere problemer end den løser.

Ordet og begrebet "ondskab" er essentielt en del af et dualistisk verdenssyn og derfor er det strengt taget ikke videre passende i satanisme. Det er da også grunden til, at ondskab bruges i metaforisk forstand for at inspirere folk til at tænke over begrebets mening og hvor fjollet det egentlig bliver anvendt til daglig. Satanismen er ikke en absolutistisk religion, som på enkelt vis kommer med anvisninger på, hvad der er ondt, godt, sort eller hvidt. Grundet den kendsgerning at mennesket er egoistisk er ondt det, som du ikke kan lide, og godt er det, som du kan lide.

Det er direkte forkert at sige, at satanister dyrker ting som mord, vold, lemlæstelse og ydmygelse. Det er muligt, at kristne selv synes, at sådanne ting er mulige at dyrke, men det vidner mere om deres egen forvirring og projektioner end om det faktiske indhold i satanisme. Tyv tror som bekendt, at hver mand stjæler. Dette minder meget om påstandene om, at satanister er perverse individer, som ofrer børn, piner folk og er menneskehedens fjende. Satanister er blot dyr, og som sådan har de kødelige behov, som skal tilfredsstilles. Disse "dyriske lyster" har som altid noget med kropslige og sanselige oplevelser at gøre, fx. mad, husly, sex, kærtegn, underholdning og sjov i gaden -- men man bør erindre, at også følelser er fysiske i deres natur. Heri ligger også umuligheden af, at man kunne ønske noget sådant som kristent defineret ondskab i sig selv. Hvorfor skulle man fx. ofre et spædbarn? Intet normalt og sundt dyr ville gøre dette -- det at "ofre" sker jo oftest til noget, men Mørket er ikke en ting, man kan ofre til, det er bare noget der er der.

Imidlertid kender vi noget til de enkeltpersoner, som rent faktisk gør nogle af disse ting (jeg taler ikke her om religiøse handlinger, hvor et dyr bliver ofret for bagefter at blive spist). De er for det første kun ganske få i forhold til den almindelige befolkning, og de udviser en eller anden form for psykopati (eller sociopati om man vil). Nogle af disse mennesker har givetvis rent fysiske hjerneskader, men nogle er også det, som kaldes "udviklingsmæssige psykopater" (se Antonio Damasio: Descartes' Error; Papermac, 1996 (MacMillan 1994)). Neurologien ved ikke med hundrede procents sikkerhed, hvad der er galt med disse mennesker og hvorfor de bliver syge, men noget tyder på, at massive stresspåvirkninger i barndommen kan forårsage, at hjernens forbindelser vokser forkert sammen og dermed lægger grunden for en abnormal psykologi på længere sigt. Blandt satanister er der flere, som har teoretiseret, at det faktisk er den undertrykkende opdragelse, som skader disse børn, fx. er det en kendsgerning, at mange børn frustreres kraftigt i nogle af deres mest naturlige og tilbagevendene lyster, fx. sex, sult og nysgerrighed. Anton LaVey nævner muligheden for sådanne sygdomstilfælde i Satans Bibel i kapitlet om "Nydelse Ikke Tvang." Wilhelm Reich talte om den naturlige energi orgon, der kan frustreres og blive til dor. Freud talte om fortrængninger, der blev til det underbevidste. Tani Jantsang taler om at akatharsis kan skabe en ophionisk tilstand. Sifneos talte om alexitymi og mange har teoretiseret, at denne tilstand kan skabes ved traumer i barndommen. Neurologen Antonio Damasio har beskrevet tilstanden af alexitymi/anosognosi og hans beskrivelser minder i forbløffende grad om den kristne arketype (stoisk, ignorerer kroppens signaler, lever i cølibat, er upåvirket af det fysiske). Andre som Susan Forward har skrevet bogen Ud af Skyggerne (Toxic Parents), som omhandler barndommens traumer.

Vi kender meget til direkte psykopati og andre sindssygdommes indflydelse på adfærden. Heriblandt er mangel på empati en typisk bidrager til de mere farlige eksempler på psykopatologi. Neurologisk synes empati at afhænge af nogle bestemte neurale kredsløb, og der er mange eksempler på, at empati varierer mellem individer, dvs. de neurologiske kredsløb varierer i styrke (se fx. Daniel Goleman, Emotional Intelligence, Bloomsbury, 1995; Goleman er også udkommet på dansk: Følelsernes Intelligens, Borgen, 1997). Der er ikke noget bevis på, at satanister skulle være neurologisk handicappede i disse kredsløb set i forhold til andre mennesker, i hvert fald ikke hvis deres opvækst har været præget af kropslig fortrolighed. Der findes desværre en del eksempler på, at håbløse individer er blevet tiltrukket af satanismen, men af alle de forkerte grunde: for at de identificerer sig med Satan som "ham taberen", men det er mest noget vrøvl, som har med Johannes Åbenbaring at gøre. Kommer det til indicier på abnormal adfærd kommer de "almindelige religiøse" absolut på førstepladsen. De har stadig de førstepladserne for: kulturelle og fysiske folkemord; antallet af præster, der voldtager deres alterdrenge; sexuelt frustrerede personer; sexuelle sadister og afvigere; mennesker, som ser syner og andre vrangbilleder; adfærdsvanskelige børn; anorexiske og bulemiske kvinder; osv. osv. Listen kunne udvides alvorligt, hvis man inkluderede de mere ekstreme typer, der bekender sig til sexuel skamfering, misogyni, pinagtig afholdenhed osv. Hvad der burde have været baby-simpelt er desværre often gjort uhjælpeligt forvirret i vores vestlige kultur. Mange ved dårligt nok hvad de føler, og selv når de taler om deres kærlighed ender de med at skade dem, de burde else. Jo, man kan sagtens være i tvivl om, hvad man vil (skal jeg se den ene eller den anden film i biffen?), men det er ikke det samme som slet ikke at vide, at man faktisk er vred på en anden person.

Visit: Satanic Reds