Dark Doctrines, Left Hand Path and Satanism

Dialogcentrets dokumentsamling om satanisme indeholder en lang række dokumenter, og det ville være for omfattende at gennemgå alle disse minutiøst. Nogle af de mere originale og gennemtænkte argumenter er behandlet andetsteds i denne serie af artikler om Dialogcentret og dets angreb på satanisme. Alligevel er der en lind strøm af pseudo-argumenter, tåbelige påstande, usandheder, osv., og i denne artikel vil en række af disse "citatværdige" kommentarer blive diskuteret. Citaterne kan virkelig stå for sig selv, og de udgør et udmærket tværsnit af den lange række af klicheer og propagandistiske udtalelser, som danner cementen i den kristne religion.

"Satanisternes største dødssynd er, at de forsager Guds kærlighed. De ved, at Gud skabte hele universet. De ved, at Gud skabte mennesket. De ved, at Gud elskede verden så meget, at han sendte sin Søn. De ved det, men de vil ikke vide af det."

Gud fremstilles her som en ægte "kærlighedspusher". Gad vide, hvilke yderligheder man som kristen må gå til, hvis det pokkers kvindemenneske ikke vil "modtage kærligheden"? Mon Gud også vil respektere en kvindes "nej"?

Noget andet er så den arrogante antagelse, at satanister giver de kristne ret i deres fantasiforestillinger om universets tilblivelse, Jesus osv. Sagen er den, at vi ikke tror på nogetsomhelst af det, og ganske ofte ved vi, at de kristne tager fejl, og vi kan underbygge vore påstande videnskabeligt.

Men hele misforståelsen opstår, fordi de naive kristne ikke reelt kan forestille sig, at andre ikke tror på deres vrangforestillinger. Ateister og satanister forsager ikke Gud "velvidende at han er der", de tror simpelthen ikke på, at der er en sådan gud.

"Som en psykologisk baggrund for at forsage Guds kærlighed ligger en vis portion selvhad. Dette selvhad kan påføres af forældre. F.eks. fik Aleister Crowley hele barndommen igennem tudet ørerne fulde af, at han var "Det store dyr" i Johannes Åbenbaring."

Dette er jo til gengæld ganske korrekt, men det er værd at bemærke, at dette selvhad i så fald var påført Crowley af hans meget kristne forældre. Men det er også den generelle sataniske analyse: Kristendommen lærer mennesker at hade sig selv og føle skyld over de mest naturlige sider af dem selv.

"Som satanist lærer man at hade næstekærlighed"

I Satans Bibel af Anton Szandor LaVey står der direkte, at det kun er den hykleriske næstekærlighed, som satanister forsager.

"Satanisten vil tænke således: det er ikke Ånden, men kroppen, der kan frelse. Det er ikke manden, men det kvindelige, der kan frelse. Det er ikke næstekærlighed, men jagten efter egen nydelse og orgasmen, der frelser. Satanisten bliver nydelsessyg og selvoptaget. Seksualiteten bliver rå og ubarmhjertig. Det, der burde være smukt, bliver grimt."

Førstnævnte udtalelse er faktisk korrekt. Det er specielt værd at notere, hvorledes det kvindelige bliver udstillet som noget underlegent eller falsk. Frelsen, siger Falkenberg, kommer ikke gennem det kvindelige, men gennem det maskuline. Det "kvindelige" er det, som vi kender som YIN i Taoisme. Yin repræsenterer den mørke, kvindelige kraft i naturen: det, som kristne altid har identificeret med Satan. Yin er et passivt, dionysisk princip. Modstykket er YANG, som repræsenterer det mandlige og lyset. Yang er et udfarende og apollinsk princip. Hos ikke-dualistiske folk er Yin og Yang ikke modstykker, og de udgør ikke en dualisme. Tværtimod er det principper som skal være fuldkomment forenede i et menneske, for ellers er mennesket i en tilstand af ikke-væren. Kristendommen forsager mørket, Yin, og bekender sig ensidigt til det mandlige, lys-aspekt, Yang. Taoismen siger, at Yin kan eksistere alene, men Yang kan ikke eksistere uden det kvindelige Yin aspekt. Dette er bevist af moderne neurologi: De kalder blot Yin for det kropslige og følelsesmæssige, Yang for viljen eller logikken -- uden Yin/krop ingen Yang/rationalitet, for tanken er underlagt kroppen.

Noget helt andet er derimod Falkenbergs sidste pointe. For det første er argumentet en non sequitur, for hans slutning følger ikke af hans præmisser, men ikke bare det: Senere skriver Falkenberg også, at "pigerne skal begæres og voldtages." Åbenbart er det kun mænd, som er satanister! For åbenbart er kvinderne totalt underlagt mændenes lyster og ikke omvendt, men hvordan hænger det sammen med den målsætning, at satanister jager nydelse og orgasme -- når man altså husker på, at der også er mange kvindelige satanister? Svaret er, at det ikke hænger sammen! Det er klart, at voldtægt er rå og ubarmhjertig, og at voldtægt gør det smukke grimt. Men hvordan kan nydelsen i sig selv være udtryk for noget forrået og grimt? Falkenbergs argument er en stråmand, og argumentet er inkonsistent fordi han ikke kan gennemskue, at kvindernes nydelse nødvendigvis bliver nødt til at opnås på deres egne præmisser, og voldtægt er pr. definition ikke gensidig og frivillig.

Det er påfaldende, hvor mange mandlige præster, teologer og kristne, der finder på sådanne sadomasochistiske fantasier, med manden som sadist, og kvinden som offer/masochist.

"Hertil kommer, at mand og kvinde opfattes som u-lig hinanden. Kvinden frelser manden ved at blive bundet til sin kvindelighed. Dette sker ved at lænke kvinden til sengen."

Dette citat taler fuldstændig for sig selv i sin naivitet og simplicitet. Fnis!

Nedenstående citat er imidlertid skrappe sager, og man skal lede længe for at finde lignende pornografisk tankegang. Citatet er perfekt og skal ikke besudles med ubetydelige kommentarer ud over denne: Det ville du nok ønske, hva?

"En mandling satanist påkalder en kvindelig dæmon, assisteret af en kvinde. Hvis påkaldelsen er korrekt udført har satanisten ret - og pligt til - "at få sin vilje med den kvindelige dæmon". Satanisten har ikke noget valg. Han skal voldtage dæmonen. Han er ikke længere selv herre over sin seksualitet. Satan skal bruge satanistens sæd. Den kvindelige dæmon fremstår som en ekstrem liderlig kvinde, der rider satanisten som en mare, og modtager hans sæd. Dernæst transporterer dæmonen sæden til en kvindelig satanist, der påkalder dæmonen assisteret af en mand. Dæmonen, som nu fremstår som mand, "befrugter" kvinden med satanistens sæd. Der er imidlertid nogle ulækre mellemregninger. Manden, der hjælper den modtagende kvinde, har først udsultet hende og mishandlet hende, så hun er på grænsen til en psykose. I denne u-virkeligheds-tilstand bliver hun lænket til sengen og mentalt bundet til sin egen sjæl og sit eget blod. Hendes ydmyge mand, den sadistiske mand, har nemlig opsamlet hendes menstruationsblod og omkranset dele af hendes krop med dæmonmærker. Dette sker særligt omkring hendes skød, der fungerer som satanistisk "alter". Resultatet 9 måneder senere er en afart af et barn, der kaldes en gudssøn, der vil foretrække at spise råt svinekød og drikke menneskeblod."

"Michael Aquino, tidligere La Vey's kollega og ven og en af den praktiserende satanismes mest fremtrædende ledere, skriver i sit kampskrift "The Book of coming forth by night, Analysis and Commentary, 1995": 'I de formative år forhold Satankirken sig i det væsentlige metaforisk til det væsen, hvis navn den brugte. Man regnede med, at Satan var det udtryk, der repræsenterede kødets princip. De ritualer og ceremonier, som Satankirken afhold, blev forstået som illustrerende, inspirerende og allegoriske. Sådan begyndge det i det mindste...' [...] Men Satan kom til Satankirken!"

For det første var Aquino aldrig Dr. LaVey's ven, dette er udelukkende en fabrikation, som Aquino forsøger at fremføre for at legitimere hans egen fjollede religion. For det andet er det også Aquino's unikke opfattelse, at LaVey ikke spillede med åbne kort. Enhver, der studerer de tekster LaVey forfattede dengang, såvel som i dag, kan kun komme til een konklusion: Church of Satan har aldrig tilbedt den "Satan" som Aquino forsøger at få os til at tro på. Aquino prøvede at kuppe Church of Satan, og for at få det til at lykkes blev han nødt til at påberåbe sig et "satanisk mandat", og han gjorde det ved at skabe en teistisk satanisme: The Book of coming forth by Night er et åbenbaringsdokument, hvor Aquino påstår, at et væsen ved navn Set kommunikerede med ham i hans dagligstue. Temple of Set, som Aquino kaldte sin nye religion efter at have forladt Church of Satan, er detaljeret behandlet på undertegnedes homepage; se fx. CoS vs. ToS: a hard look comparison and bottom line view af Tani Jantsang. CoS satanister anser Setianisme for at være på linie med fundamentalistisk kristendom: Vi lader os ikke narre af de "farlige ord", der forklarer, hvor "satanistiske" de er (flere i ToS taler forøvrigt om at droppe den "satanistiske arv" fuldstændigt).

Aagaards motiver i denne sag er klare: Han ønsker at påvise, at satanister tilbeder den samme "Satan", som de kristne taler om. Satanister tror på Satan, men det er ikke den "Satan", som de kristne taler om.

Andetsteds i samme artikel under overskriften "Materialitet og spiritualitet" fortsætter Aagaard:

"At der er en materiel basis udelukker altså ikke en spirituel realitet, som sætter den materielle basis' vrede ind i et virkeligt satanisk spil [...]"

Dette argument er, videnskabeligt forstået, banalt og tåbeligt, og man bør overhovedet ikke begynde at besvare spørgsmålet heri. Det virkeligt interessante spørgsmål er derimod, om spiritualismen har beviser for deres egne påstande. Naturligvis udelukker en materiel basis ikke noget andet, men den kristne argumenterer her ud fra fejlslutningen Argumentum ad Ignorantiam, helt præcist den specielle udgave, hvor man forsøger at skifte bevisbyrden. Fejlen udspringer grundlæggende af den antagelse, at "fordi det ikke er modbevist, at det spirituelle eksisterer, derfor må det altså eksistere." Fx. har materialismen ikke bevist at det spirituelle ikke eksisterer, men rent videnskabeligt bliver vi nødt til at forkaste teorien om det spirituelle, fordi de på deres side ikke har bevist sandheden i deres egen teori. Og bevisbyrden pålægger dem, som fremfører postulatet! Videnskabeligt forsøger man også at anvende de mest simple forklaringsmodeller, et princip sommetider kendt som "Occam's Razor." Vi forstår fx. allerede meget af den materielle basis for adfærd og psykologi, og derfor er det nærliggende at konkludere, at alle psykologiske processer er udspruget af materielle forhold. Forkastes denne hypotese må man indregne en yderst komplicerende faktor, nemlig "den åndelige virkelighed", og accepten af denne eksistens ville tilnærmelsesvis resultere i, at alt vi ved må forkastes. Sekundært betyder det mindre, at vi som materialistiske videnskabsmænd ikke kender alle de materielle årsager til de psykologiske processer. Men samtidig er det ud fra denne simple uvidenhed hos videnskabsmændene, at den religiøse konkluderer, at fordi materialismen ikke kender alle af sindets processer videnskabeligt, så må det nødvendigvis være den spirituelle virkelighed, som former resten. Imidlertid har endeløse videnskabelige opdagelser resulteret i den situation, at de religiøse trækker sig tilbage fra tidligere "spirituelle forklaringer" på problemer: "OK, så måske har du ret i, at det her kan bevises videnskabeligt, men hvad så med det her?" Og når videnskaben så endelig beviser det, gentager den religiøse blot sætningen igen. Ergo: "Det spirituelle" er et residual. Men den type af religiøse mennesker har en udtalt modvilje mod simpelthen at sige: "Jeg kender ikke årsagerne til det givne fænomen." Derfor opfinder de også "Gud" igen og igen. Fx. skriver Aagaard videre:

"Men igen må man spørge, om der kan konstateres nogen grund til mentalitetsformning. Mentalitet er jo ikke sin egen årsag. Hvis den ikke restløst kan forklares udfra den materielle basis, hvad er så årsagen. Det er rimeligt at forsøge sig med den antagelse, at der findes spirituelle baser for udviklingen af menneskelig mentalitet, og at sådanne spirituelle baser findes i religionerne."

Aagaard bruger her eksplicit ordet "restløst", dvs. at der, ifølge ham, ikke må forefindes en uforklarlig rest efter anvendelsen af en materialistisk forklaring på et fænomen. Men dette er blot den materialistiske uvidenhed, og det er der intet odiøst i. Alligvel tager Aagaard denne uvidenhed som bevis for sin egen hypotese (Argumentum Ad Ignorantiam). Han formulerer sig godt nok mere forsigtigt, således at vi skal tro, at denne uvidenhed blot (som et mindstemål) legitimerer en udforskning af det spirituelle. Jeg mener dog ikke, at man kan fæstne megen lid til den forklaring, for sagen er den, at de kristne allerede HAR bestemt sig for, hvorvidt det spirituelle eksisterer, og snarere end at slutte sig frem ud fra observationer, slutter den kristne baglæns ud fra "det han allerede ved." Derfor tror jeg heller ikke på Aagaards forklaring. Praktisk talt alle observationer, som kristne i tidernes løb har anvendt for at "bevise at der er en spirituel virkelighed" er blevet knust eftertrykkeligt af videnskaben, fx. troede mange kristne (og mange tror det stadig!) at mennesket var skabt af Gud, men Darwins evolutionsteori begravede for stedse denne fejlagtige opfattelse (omend den kristne verden har valgt at forblive i uvidenhed på dette område). Aagaard begår den samme fejl i ovenstående citat: Han argumenterer for, at menneskets sind må være et resultat af design, dvs. Gudsskabelse. Men den slags argumenter er teleologiske, og de er uanvendelige pga. deres fejlagtighed indenfor evolutionsteori. Menneskelige attributter "skabes ikke for" at opnå noget, fx. er vores næserygge ikke skabt for, at vi skal kunne sætte briller på dem, men det er klart, at opståelsen af næserygge har kunnet anvendes til at placere briller på. En komplet gennemgang af evolutionsteori og kristendom kan findes på internettet, bl.a. i de forskellige alt.atheism FAQs, eller også se Evolution, Christians, and Setians af Philip Marsh, på undertegnedes homepage.

"Men derved er det også klart, at satanisme skaber hvad det nævne [sic!]: fortabelse. Fortabelse er at miste sin skabthed, sine menneskelighed, sine børnekår hos Gud. Satanisten ønsker at miste dette, og han gør det."

Som satanist anser jeg det for at forholde sig omvendt. For så vidt har Aagaard ret i, at fortabelse er at miste sin menneskelighed og sin skabthed, men hvad betyder de ord egentlig? Som materialist er det klart, at ens menneskelighed og skabthed er funderet i menneskets biologiske natur og hvorledes millioner af års evolution har formet os. Det har overhovedet ikke noget at gøre med "sine børnekår hos Gud", men snarere med ens børnekår hos sine forældre (jfr. Falkenbergs historie om Crowley). Desværre er kristne så håbløst forvirrede og sanseligt døde, at de ikke kan fatte, at det liv, som de higer så meget efter, netop bliver ødelagt af deres hæslige moralske opfattelser. Om der er noget, der maltrakterer ens naturlige skabthed, så er det da netop den kristne opdragelse (ikke bare af forældrene, men også samfundet som helhed). Den daglige frustration af naturlige lyster og behov skaber en stigende grad af neurotisk adfærd, fx.: "Tag dit tøj på, det er koldt udenfor", men hvad nu hvis barnet ikke fryser?; "Spis din mad...jeg er ligeglad med, om du ikke kan lide det...nu har Mor stået her og lavet mad hele dagen", men hvad nu, hvis barnet er allergisk over for maden, og er det i det hele taget rimeligt at plage barnet med mad, der smager forfærdeligt? Alle disse ting konspirerer mod at ødelægge og knække barnets naturlige instinkter; og der er utallige ting, som kunne nævnes her. Convalescence from Christianity af Wayne Hicks er standardværket her; se Tani/Phil siden for information om, hvor værket fås.

"Helvede og himmel er metaforer, d.v.s. billeddannelser for fortabelse og frelse."

Ha ha ha! Det siger de nu.... At en i stigende grad fremherskende satanisk og materiel livsførelse dominerer nu undskylder ikke, at kristne i årtusinder har troet på himmel og helvede som reelt eksisterende steder. Men det var netop denne tendens Dr. LaVey allerede påpegede i 1969 i Satans Bibel, de kristne hykler og laver den ene tilnærmelse til satanismen efter den anden, "fordi de bliver nødt til at følge med tiden."

Johannes Aagaard fortsætter denne revisionistiske og apologistiske linie i artiklen Har vi stadig brug for eksorcisme! Her er Aagaard igen drevet ud i nødvendigheden af at omtale eksorcismer som "metaforiske" hændelser. Sekundært er dette måske en af de mest afslørende artikler i hele dokumentsamlingen, omend den nok ikke var tiltænkt denne rolle af forfatteren. Imidlertid bevæger Aagaard sig her ind på fremmed videnskabelig grund, et sted som kristne burde holde sig langt fra, hvis de ikke vil være til grin.

"Hvis vi forsøger at forstå dæmoner i almindelighed og Satan i særdeleshed i forbindelse med vore følelser, er det ikke ment som et udtryk for en reduktiv holdning. Følelser er nemlig ikke uden videre vore følelser. Det er helt urealistisk at reducere følelser til noget, vi mennesker selv skaber og derfor er herrer over. Følelser er mere end det. De er inter-personale af væsen, og de går også ud over de enkelte personers virkelighedsområde. Mennesker bliver delagtige i følelser, går så at sige ind i dem og går ud af dem igen."

Hele dette citat afslører en håbløs dualistisk forvirring, og det er vanskeligt at få mening ud af det umiddelbart.

For det første er det kun en dualist, der kan udtale, at "det er helt urealistisk at reducere følelser til noget, vi mennesker selv skaber..." Det er for ensidigt og afslører en absurd tankegang. Begynder man med at gøre sig klart, hvorledes millioner af års evolution har formet vore hjerner, er det indlysende, at det ikke er et spørgsmål om, "hvem" der skaber og kontrollerer følelserne, men jeg er ganske klar over, at dette er umuligt at forklare en dualist. Disse ting er indvævede aspekter, som er absurde at skille ad som Aagaard gør.

For det andet er der den interessante udtalelse, at "følelser er nemlig ikke uden videre vore følelser", og "mennesker bliver delagtige i følelser, går så at sige ind i dem og går ud af dem igen". Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at Aagaard og mange andre kristne har en udtalt fornemmelse af, at det forholder sig sådan. Dette er imidlertid et af de klareste beviser for, at de kristne er håbløst dualistiske, for de har ikke en følelse af enhed mellem deres krop, følelse og tænkning. For satanister giver en sådan opdeling ingen mening, vi er ikke-dualister. Det er præcist denne kristne opfattelse af følelser, der har givet anledning til udtryk som "Djævelen fik mig til det". De opfatter simpelthen ikke deres egne følelser, og handlinger afledt deraf, som en del af dem selv. Det er en meget uheldig situation, og det er måske derfor så mange kristne har en grundlæggende følelse af hjælpeløshed overfor deres liv, deres adfærd og tænkning.

Senere citerer Aagaard da også Paulus (Romerbrevets 7. kapital) for at have sagt, at "det gode, som han vil, det gør han ikke, og det onde, som han ikke vil, netop det gør han." Desværre må man sige, at dette måske nok er et af de kristnes værste paradokser, og det er klart, at det må skræmme dem fra vid og sans, at der ikke er nogen umiddelbar sammenhæng mellem deres tanker og handlinger! Det må være som om, man går rundt med to personligheder inde i sig -- måske derfor deres fokusering på "en god og en ond side". Deres tanker, som siger "gør det gode", er komplet afskåret fra deres adfærd, dvs. deres "sind", "ånd" eller "sjæl" er fuldstændig afskåret fra deres kropslige, følelsesmæssige og kødelige side. Og den kødelige side er det, som giver dem alle deres problemer. For at sige det mildt, så er det en meget alvorlig og farlig tilstand, som disse kristne befinder sig i. De er splittet i deres sind, omtrent som man populært forestiller sig den skizofrene med sine "to personligheder".

Senere siger Aagaard da også, med understregning, at: "Sagen er altså, at vi ikke uden videre kan identificere os med vore følelser." Man kunne også se dette, som om der var skudt en næsten ugennemtrængelig barriere ind mellem virkeligheden og den opfattelse, som den kristne har af den. Alting virker fjernt, og den kristne er fremmedgjort over for denne verden, og det er uden tvivl denne akutte fornemmelse af fremmedgjorthed, som er kilden til megen ulykke. Ofte manifesterer denne fremmedgjorthed sig ligefrem som en følelse af tomhed indeni, fx. har kristne overfor mig peget på deres brystregion og svoret til mig, at "alle mennesker har et hul indeni og de søger alle sammen efter noget at fylde det op med." Selv om denne tilstand kan virke mærkelig, når den bliver beskrevet, må man dog huske på, at kristendommen altid har forsøgt at undertrykke og udslette instinkterne, og disse er vigtige følelser. Derfor bør det heller ikke komme som nogen overraskelse, at denne livslange undtrykkelse af følelserne resulterer i en tilstand af følelsesmæssig fremmedgørelse, en tilstand af emotionel følelsesløshed. Mange satanister kalder sådanne mennesker for klippoths eller pretas. Den dualisme, dvs. splittethed, som kristne udviser, er også sommetider blevet kaldt for den "kartesianske dualisme", opkaldt efter den franske filosof Rene Descartes, der formulerede ideen til perfektion.

Personligt har jeg svært ved at forstå noget af det, de kristne taler om. For jeg har aldrig oplevet en sådan splittelse mellem krop og sjæl. Jeg er mig, hverken mere eller mindre, og jeg er fuldstændig bevidst om mine følelser og føler dem i særdeleshed som en integreret og uadskillelig del af mig selv. Mine instinkter er gode og tjener mig dagligt, mine følelser og fornemmelser løser mine problemer og guider mine beslutninger med nær-perfektion. Jeg har ikke nogen splittelse indeni mig, og til Aagaards udtalelse, at "der foregår 'en kamp om sjælene'", kan jeg kun erklare mig komplet uenig. Det er som sagt muligt, hvis ikke sandsynligt, at der foregår en sådan kamp i den kristnes sind, men som satanist kender jeg ikke noget til det.

Den interne splittelse i sindet på den kristne forårsager sikkert, hvad Paulus skrev (og som Aagaard erklærede sig enig i). Dertil resulterer denne splittelse i nogle frygtelige sociale relationer, følelsesmæssige formørkelser og generel ubehagelighed. Fx. skriver Aagaard:

"At være i sine følelsers vold, især i de følelsers vold, som vi kalder 'drifter', betyder, at vi mister vores oplevelse af frihed og føler os 'som besat' eller slet og ret føler os besat. [...] Der er ikke bare een følelse per drift. Der er flere mulige følelser forbundet med en drift, og de kan stride imod hinanden og bekæmpe hinanden, så mennesket bliver revet i stykker deraf. [...] Man kan kikse over fra følelsen af kærlighed til følelsen af had i et øjeblik. Livet kan gå i stykker ved en sådan forveksling. De modsatrettede følelser lever of af hinanden, og de kan bl.a. derfor forveksles med fatale resultater."

Det er et problem, at disse menneskers følelser kan "kikse over" fra had til kærlighed på et nanosekund, og værre er det, at de kristne har en tendens til at forveksle disse følelser. De satanister, jeg kender bedst, forveksler aldrig deres følelser på den måde, og de er meget mere bevidste om deres indre motivationer. Det er dog også klart, at det er i et sådant forknudret sammensurium af halve neuroser, at eksplosioner af ekstrem adfærd kan udfolde sig, fx. er karakterafvigere (psykopater, sociopater, etc.) ofte kendetegnet ved en meget høj grad af "følelseskulde", men når de eksploderer er det ofte med frygtelige konsekvenser til følge (se Antonio Damasio, Descartes' Error). I folkemunde taler man sommetider om "dråben, der fik bægeret til at flyde over", men det er vigtigt at holde sig for øje, at det kun er i tilfælde, med ekstremt frustrerede og hel- og halv-neurotiske personer, at dette sker. Mange satanister ser ofte kristne som værende "panikagtige", og man kan begynde at forestille sig, hvorledes en sådan panik finder sin udløsning, hvis "bægeret flyder over."

Det er klart, at man kan opleve simpel ambivalens over for forskellige ting, og sommetider kan man heller ikke entydigt afklare sine følelser på diverse områder, men dette er også en særdeles velkendt problematik fra zoologien, hvor dyr ikke altid kan finde ud af, hvad de vil. Desmond Morris nævner fx. "overspringsbevægelser", hvor aber kunne finde på at foretage ufrivillige ædebevægelser midt i en dyst mod en anden han. At menneskets (og abernes) hjerne ikke er simple, algoritmisk opbyggede computere bør dog ikke overraske nogen. Det problem, som Aagaard retter opmærksomheden mod, kan ikke sammenlignes med disse underordnede og uvigtige adfærdsmønstre.

En af de ting, som Aagaard taler om, er fx. sådanne "besættelsers" rolle i forbrydelser. Her må man sige, at Aagaard er blevet indhentet af neurologien. Daniel Goleman (forfatteren til Følelsernes Intelligens) refererer fx. neurologiske studier når han taler om "emotional hijackings" -- følelsesmæssige kapringer. Hans hypotese er, at disse voldsomme følelsesmæssige hændelser opstår ved, at hjernen omgår vores mere kølige, matematiske rationalitet (cortex) ved at anvende andre neurale "veje". "Affektmord" er skoleeksemplet på, hvorledes en sådan følelsesmæssig kapring foregår. Men hvorfor overhovedet kalde disse kapringer for "besættelser", når de kan henvises til specifikke neurale netværk i hjernen? Her løber Aagaards revisionisme og apologisme for kristendommen panden mod muren. Alt var godt, mens de "følelsesmæssige kapringer" befandt sig i restmængden af uudforskede videnskabelige områder, men nu med den øgede viden behøver vi slet ikke Aagaards mystiske indgangsvinkel (vent bare på udtalelsen: "OK, det har du så ret i, men hvad så med ." [fyldt selv de blanke felter ud]).

At påstå, at de følelsesmæssige kapringer udspringer af at "følge sine instinkter" holder simpelthen ikke. Man ser fx. aldrig naturlige, vilde dyr, der eksploderer i sanseløs blodrus, men derimod er der mange eksempler på kristne, som gør disse ting. Alle zoologiske studier viser i dag, at fx. dyr som chimpanser har et veludviklet instinktapparat, som effektivt forhindrer unødige voldsorgier, og det har mennesket også, hvis blot dets dyriske side ikke er blevet nedbrudt af livet i den kristne kultur.

Det er utvivlsomt, at alle kan blive udsat for en følelsesmæssig kapring, men der er en vigtig forskel på, hvor godt denne kapring tjener den enkelte. Rationalitet er netop det, der tjener til ens velfærd. Således kan der være megen fornuft i at eksplodere i raseri overfor en anden, som truer ens liv, vil voldtage en, eller på anden måde er urimelig overfor én selv. Sådanne situationer må dog i sagens natur forekomme sjældent, om nogensinde. Her er der ingen sammenligning til den splittede, dualistiske Paulus, hvis handlinger altid ender med at gøre det onde, selv om han vil det gode. Paulus og hans "disciple" gør det onde, fordi de har skåret hele grundstenen i deres rationalitet bort, de har skåret YIN bort: de har ingen rodfæstning i deres kødelige natur længere. Derfor er deres handlinger også irrationelle, dvs. "de gør det onde". Hustrumishandleren er et klassisk eksempel på en utilpasset og instinktuelt nedbrudt person, som har en tendens til at "eksplodere over det mindste". Man kan ikke sige, at en hustrumishandler er "kristen" i "teologisk forstand", men disse mennesker er resultaterne af den kristne kultur og dens modbydelige moral. Det samme kunne siges om det stigende antal (overvejende katolske) præster, som efterhånden er blevet dømt for seksuelt misbrug af børn. Men den kristne type er -- for satanister -- let identificerbar, og mennesker, som i kristne kulturer blive anser for normale, anses ofte for satanister for værende karakterafvigende.

Satanister er ikke interesseret i nonsens, og derfor bemærker vi også det åbenlyse misforhold mellem ideal og handling hos de kristne. Da de altid ender med at gøre det onde anser vi dette for at være deres virkelige Vilje. Ord narrer os ikke.

Dialogcentrets Påstande